Du kender måske billedet: Alarmklokken ringer, det er mandag morgen, og du skal op. Benene er tunge, næsten lige så tunge som øjenlågene, men du må op. Udenfor er der vådt og koldt, for i Danmark har alle årstider på mærkværdig vis et strejf af efterår. Morgenbad, morgenmad og morgentrafik. Dagene følger efter hinanden som perler på en snor. Vi kender vist alle til følelsen af at sidde fast i hamsterhjulet. For nogle er følelsen forbigående, for andre er den en fast følgesvend. Måske er du én af dem, der indimellem drømmer om en anden hverdag?
Hvis du kan nikke genkendende til ovenstående, har du måske også leget med tanken om at blive selvstændig. Selv om livet som selvstændig næppe gør det overflødigt at stå ud af sengen om morgenen, har mange en idé om, at livet trods alt må blive mere frit. Ingen chefer, ingen faste mødetider og ingen personalemøder i frokoststuen. Hvis du overvejer at tage springet, er der dog et par ting, du bør overveje først. For nok forsvinder den sure chef ud af dit liv, men du får sandsynligvis en ny bunke bekymringer i stedet. Ingen tilvalg uden fravalg.
Kan du lege blæksprutte?
Som selvstændig bliver du din egen chef. Eller som mange selvstændige ville formulere det: Du får verdens bedste chef. Til gengæld bliver du også sekretær, marketingmedarbejder, regnskabschef og ulønnet praktikant på samme tid. Der bliver med andre ord mange nye opgaver at tage sig af, og som den eneste medarbejder i firmaet får du travlt. Du vil helt uundgåeligt få mindre tid til at beskæftige dig med den del af dit arbejde, du er gladest for. Så overvej nøje, om du er villig til denne byttehandel.
Hemmeligheden er hårdt arbejde
Livet som selvstændig kan måske virke uopnåeligt. Som noget, der kun er de få forundt. Mange tror, at selvstændige er en slags supermennesker, der kan noget helt særligt. Sandheden er dog, at alle mennesker kan blive selvstændige. Det vigtigste overhovedet er, at du har en god idé, og at du er villig til at arbejde for den. Med vedholdenhed og hårdt arbejde kan drømmen om det selvstændige liv blive til virkelighed.
Du bør dog huske på, at frihed er mange ting. Det kan også være frihed fra bekymringer om regnskaber, nye kunder og lavkonjunktur. Hvis tanken stadig lokker, er det måske et tegn på, at du bare skal springe ud i det. Men bliv ikke alt for skuffet, hvis du også er nødt til at sætte en alarmklokke i dit nye liv som selvstændig i ny og næ.